fortælling

Victor og Emilie er de bedste venner.

Victor flyttede til Tønder sidste sommer. Han boede før i en stor by, der hedder Roskilde.

Emilie har altid boet i Tønder, dog ikke inde i selve byen, men lidt udenfor i et villakvarter.

De går begge i første klasse og er rigtig gode venner. De leger tit sammen efter skoletid, og det er aldrig kedeligt. Somme tider leger de fantasilege, og andre gange leger de med dyr og traktorer. Så er de bondemand og bondekone.

Victor kører med de små traktorer, og Emilie skal så passe alle dyrene på deres lille bondegård.

De har heste, får, lam, køer, kalve, høns og en elefant og nogle kaniner.

Elefanten falder lidt ved siden af, men den er vel også et dyr.

Victor kører foder hjem til dyrene og drøner op og ned af sine fantasimarker.

Når de leger, at han skal snitte græs og majs, så skal Emilie køre ved siden af med traktor og vogn, og det er ikke altid let at vide, hvornår marken er slut og Victor vil dreje. Så det sker, at de bliver lidt uenige, men det er hurtigt glemt igen.

De spiller også gerne computer, men Emilie’s mor siger altid, at det er meget bedre, at lege ude i den friske luft og bruge fantasien.

De må gerne klatre i træerne og gøre sig beskidte, dog skal de tænke sig om, så det ikke bliver alt for farligt. Så de har gang i mange ting.

Emilie har lavet et fantasi køkken nede bag i deres have. Det ligger inde i nogle buske, så man kan ikke se køkkenet, før man kommer helt hen til buskene.

Hun har potter og pander, som hendes mor ikke længere har brug for. Her laver hun så fantasi mad. Hun laver mudderboller, sandkage og græssuppe.

Om sommeren er der rigtig mad i hendes gryder.

Så henter hun gulerødder og ærter fra sin mors køkkenhave. Når der er jordbær, er det ekstra lækkert.

Hendes mor har lært hende, at det er vigtigt, at vaske det hun vil spise meget grundigt, så hun ikke får ondt i maven.

Når Victor er på besøg, har de altid en leg, der går ud på, at de skal ud at jage dyr.

De skal bruge kød. Man kan ikke kun spise grønsager og frugt.

Så leger de, at de er indianere, der ridder ud på sletten for at nedlægge en hjort eller et andet mærkeligt dyr.

De har en stor gren, som de kan gynge på. Det er deres hest og så galoperer de ud på sletterne.

Victor er rigtig god til at skyde dyr. Det ser virkelig ud, som om han rammer og fanger et. Han laver en masse sjove lyde, både for ham selv, men også det dyr han har fanget.

Victor og Emilie har det bare så sjovt sammen. Somme tider triller de rundt på græsset og er ved at omkomme af grin, så de får mavepine.

Ofte er der også andre fra klassen, som kommer for at lege med.

Når de er flere samlet, leger de gemmeleg eller ”tik”.

De kender mange forskellige lege, men sommetider finder de også selv på en ny leg.

Det bedste Emilie ved, er når hun kan få hendes mor eller far med udenfor.

De har mange sjove lege fra dengang, de var børn. Stork om hjørnet og dåsekaput.

Det er nogle mærkelige navne. Men legene er rigtig sjove.

 

 

Det har lige været sommerferie, og efter de er startet i første klasse, har de fået nye bøger. Det er utrolig spændende at kunne læse en bog selv. Eller rettere ”næsten selv”.

Det hjælper, når der er masser af billeder.

I denne uge skal de lære en hel masse uden at skulle læse og skrive.

De skal på besøg hos en landmand. Her skal de se, hvordan dyrene lever, og hvordan landmanden og hans familie passer godt på dyrene.

De har fået at vide, at de skal holde øjne og ører åbne, så de kan fortælle, det de ser og oplever, til deres søskende og forældre, når de kommer hjem. Senere skal de også snakke om besøget i klassen.

Det kan godt værre lidt svært, at skulle høre efter, når man er 7 år og har krudt i numsen.

 

 

Dagen kom og de samledes på skolen, for så at begive sig ud på en stor rejse.

De skulle ned på stationen og køre med tog, ud til den lille by, hvor landmanden boede.

Det er ikke så tit, at Emilie har kørt med tog, så hun vidste ikke lige, hvordan og hvorledes man skulle gøre.

I hendes lille familie, tog de altid bilen eller cyklen, når de skulle af sted til noget.

 

Det havde Victor til gengæld fuldstændig styr på. Han var vant til at stå på toget med sin far eller mor, for at komme ind til København. Han kunne fortælle om mange mennesker der stod i kø, og at man skulle holde sin far i hånden, for ikke at blive væk i menneske mængden, især om morgenen var der altid mange der skulle på arbejde og i skolen.

Emilie kunne slet ikke forestille sig, hvor stor København var. Hun havde hørt, at det var den største by i Danmark.

Er I klar børn, så er det nu, råbte deres lærerinde.

De smuttede alle ind i toget, da døren gik op. Der var ikke mange med toget, så de kunne alle få en plads ved vinduet. Her kunne de rigtig se, hvad de kørte forbi.

Da de var uden for byen var der masser af grønne marker, og der gik også køer og heste på nogle af dem.

Andre marker var gule, her kørte der mejetærskere og traktorer med vogne.

De høstede korn. Korn kan man bruge til at lave mel af, fortalte deres lærerinde.

Der dyrkes 4 kornsorter i Danmark.

Rug, byg, hvede og havre.

Rug til Rugbrød, hvede til franskbrød, og havre til havregryn og byg til øl.

Hver sort kan dog bruges til flere ting.

Noget af kornet bliver også brugt til dyrefoder.

Victor slugte det hele med åben mund. Han elskede traktorer og maskiner, og han var helt sikker på, at han en dag ville blive landmand eller i hvert fald skulle køre med store traktorer.

Da de skulle stige af toget, var alle stillet op på rad og række inde i toget. De var 20 børn af sted, så for ikke at glemme nogen, var de nød til at være klar til at komme ud i en samlet flok.

Victor og Emilie stod med hinanden i hånden, og hoppede af iver. Nu var de der snart.

Efter en lille gåtur nåede de gården. Her var landmandens kone Sussi klar til at byde dem velkommen.

De havde nogle bænke udenfor, hvor de kunne spise deres madpakker. Vejret var strålende og alle ungerne var sultne, så de skulle spise først, før de kunne hilse på dyrene.

Men det var næsten ikke til at sidde stille.

Victor hoppede og sad uroligt imens han spiste sin mad. Det kriblede i hele kroppen, for han havde for længst set den store traktor bag den ene lade. Den sugede hele hans opmærksomhed.

Emilie havde fået øje på en kat. Hun kaldte på den og den kom gladelig tværs over gårdspladsen hen til børnene.

Den var rigtig snu. Den gned sig op af deres ben og lagde sig på ryggen, så den rigtig kunne blive kælet med.

Den fik et stykke pølse og en halv ostehaps af Emilie.

Nogle af de andre børn havde også lidt af deres mad, som de ikke kunne spise, og så gav de det til katten.

Den var rigtig snu denne kat. Nu kunne den ligge og slikke solskin resten af dagen. Normalt skulle den arbejde for føden. Dens job på gården var at fange mus.

Nu havde den spist sig mæt, og det betød at den kunne holde fri, til den igen blev sulten.

 

Endelig var de færdige med at spise madpakken.

De fik ryddet op og smidt affaldet i skraldespanden, og nu skulle de over til dyrene.

Sussi fortalte kort om gården og de regler der skulle overholdes.

Det var en arbejdsplads, hvor der ville være ansatte, som kørte rundt med maskiner.

De skulle derfor blive i en samlet flok. Man måtte heller ikke pludselig løbe eller råbe. Ej heller løbe hurtigt rundt om et hjørne.

Dyrene kunne blive bange og komme til skade. Man skulle respektere, at det var dyrenes hjem, man besøgte, og det var deres regler, der skulle overholdes.

Endelig skete der noget.

Børnene gik først over til de små kalve.

De boede i kalve hytter med løbegårde. Denne afdeling med hytterne var VUGGESTUEN.

Her var kalve fra 1 til 14 dage gamle. Emilie var helt opslugt af den ene kalv. Den var næsten helt hvid med sorte pletter på ørerne. Sussi havde givet dem lov til, at kalvene måtte sutte på deres hænder. Hun forklarede dem, at når de sutter på hænderne, så tror de, at det er koens pat de har gang i, og at der kommer mælk ud.

De lægger tungen rundt om fingrene, så man slet ikke tror, at de har tænder i munden.

Men det har de. Store skarpe tænder, men kun i undermunden.

Sussi fortalte at en ko er skabt til at spise græs ude på marken. Den samler græsset i en tot med tungen og skærer det så af med tænderne.

Den spiser hurtigt og får fyldt maven, for så at trække sig tilbage i skyggen.

Her gylper den maden op igen og tygger den en gang til. Somme tider op til tre gange, så det er helt gennemtygget og findelt, ellers kan den ikke optage næringen af maden godt nok.

Det hedder at drøvtygge

Inde i hver kalvehytte var der en masse tørt halm. Det var sengen, og selve løbegården foran hytten var kalvens legeplads. Kalven var sikkert lukket inde og kunne ikke bringe sig selv i fare, ved at løbe rundt ude i det fri, hvor der blev kørt med maskiner osv.

Det syntes Victor var rigtig smart. Det kunne godt være svært at se alt omkring sig, hvis man skulle styre en stor traktor.

De små kalve fik deres mad serveret 2 gange hver dag. De fik varm mælk og en slags mysli og hø. Bagefter fik de frisk vand.

De skulle bare spise og drikke. Skålene blev vasket op af en ansat på gården, og sengen blev redt med frisk halm hver dag. Det var simpelt hen luksus.

Emilie’s mor havde været ved at lære hende, at hun skulle redde sin egen seng hver morgen. Det syntes hun var vældig besværligt. Kalvene derimod fik det hele serveret.

Det måtte hun lige huske, at sige til sin mor.

Da de havde kigget lidt på VUGGESTUEN, aet alle de små nyfødte kalve, spurgte Sussi om de ville med over i BØRNEHAVEN.

Ja det det ville de da meget gerne.

Hvad mon børnehaven så var???

Her var kalvene blevet lidt større.

De fik stadig mælk, men de drak nu mere vand, og så fik de, det samme foder som køerne

De var sat sammen i mindre hold, så de var lettere at fodre. De kunne tumle med hinanden og få masser af motion i en meget større løbegård. De hoppede og løb omkring, og så rigtig kække ud.

Sussi fortalte, at der var en chef i hver boks. De havde alle deres plads i hierarkiet. Den stærkeste af kalvene var den der bestemte. Når alle kender deres plads, er der ikke ballade, sagde Sussi.

Flytter man dyr sammen, vil der altid lige være uro i starten, indtil de har fundet ud af, hvem der bestemmer, og så når det er afgjort, falder der igen ro over flokken.

Det er naturens lov. Den stærkeste overlever og fører slægten videre, og det er den stærkestes ansvar at flokken har det godt.

Kalvene i BØRNEHAVEN var glade og nysgerrige. De stod at kiggede på os og ville gerne kløes, men de var ikke så nemme at få til at sutte på hånden. De hoppede rundt, og det så ud som om de legede ”tik”.

Deres pels var blevet mere kort håret og den skinnede og var flot og blank.

Sussi fortalte, at man skulle se på dyrenes øjne, ører og deres pels.

Det kunne fortælle, om dyret havde det godt eller ej.

Øjnene måtte ikke se matte eller forpinte ud, de skulle se glade ud.

Ørerne skulle vippe opad, hvis de hang nedad, var der noget galt.

Hvis pelsen var mat fik dyret ikke den rigtige fodersammensætning. Pelsen skulle være blank.

Når en kalv blev liggende og ikke var nysgerrig, så skulle man gå hen til den, for at se om der var syg.

Hvis kalven ikke kommer, når der bliver serveret mad, skal alle alarmklokker ringe.

Så er det noget i vejen med kalven. Så har den ondt et eller andet sted.

Sussi fortalte også, at dyrene jo ikke kunne fortælle deres landmænd med ord, når de ikke havde det godt.

Det var dem der passede dyrene, der skulle kunne se, når der var noget unormalt.

Jo før man kunne spotte en kalv eller ko, som var ved at blive syg, jo bedre.

Efter BØRNEHAVEN kom SKOLEN.

I Børnehave var de 8 kalve i et hold og i skolen 16 kalve i hvert hold.

De fik ikke mælk mere, men kun vand og ko foder.

De var hurtigt blevet store. Disse kalve var fra 2½ måned gamle og opefter.

De var ved at være så gamle nu, at de kunne komme ud på marken.

Deres næste mange måneder bestod nu i at spise godt og have det godt, så de kunne vokse sig store og stærke.

De legede ude på marken, og det så ud, som om de trænede deres muskler, lige som når børn og unge mennesker spiller fodbold ellers løber og leger ude i skolegården.

Sussi fortalte nu, at kalvene faktisk efter skolen blev til teenagere.

Ti hi fnisede Emilie, hun havde en storesøster derhjemme, som var teenager. Hun havde et klart billede af, hvad det ville sige.

Hendes store søster var begyndt at gå med sminke og snakkede meget om drengene fra klassen.

Hun havde hørt hendes mor sige, hun var blevet en rigtig teenager.

Men hvordan var en kalv teenager, var der en der spurgte.

Sussi fortalte, at når dyrene var over 1 år gamle, så var de ved at være klar til selv at få kalve.

Det kunne gøres på to måder. Man kunne sende bud efter en inseminør, der ville lave en kunstig befrugtning, eller man kunne tage en tyr med kvierne ud på marken, og lade den ordne befrugtningen.

Der går 9 måneder, fra befrugtning til kalven er klar til at blive født.

For at kvien kan give mælk er det nødvendighed at den føder en kalv.

Når den får sit første kalv, bliver den kaldt en ko.

Det vidste Victor alt om, det med at når der kom en baby, så blev der også produceret mælk.

Han fortalte, at hans mor i sommerferien havde fået en baby. Victors lillebror Mathias.

Mathias blev ammet af Victors mor. Det var det eneste han fik at spise, de første mange uger.

Der var nogle af eleverne, der fnisede og syntes, det var frækt alt det med tyr og inseminering og amning.

Men Sussi fik hurtigt øje på situationen og sagde, at det var det mest naturlige i verden.

Alle pattedyr dier hos deres mor, og vi mennesker er også med i denne gruppe.

Alle får børn eller unger for at føre arten videre. Sådan har det været alle dage, og det vil altid være sådan.

Sussi var rigtig god til at fortælle, så børnene kunne forstå, hvad det var, de så.

Da de var færdige med at snakke om disse teenager kviekalve, kom gårdens hund trissende.

Den havde ligget og sovet, og havde slet ikke fået med, at der var masser af børn på besøg.

Det var ellers hundens job at passe på gården, men den var ved at blive gammel, så den fik lov til at sove og holde fri, når den havde behov for det.

Alle dyr havde en funktion på gården.

Det havde Emilie aldrig spekuleret på.

Hunden hed Bessie og den satte sig lige midt i blandt dem, og nød at alle klappede og aede den.

Pludselig lagde den sig på ryggen og trillede rundt, så den også lige kunne blive klappet på maven.

Den nød det i fulde drag, og sprællede med det ene bagben.

 

De holdt en pause og sad og sludrede lidt på græsset. Sussi syntes at eleverne havde fortjent en pause.

De havde simpelthen været så optaget og hørt så godt efter. Så hun forslog, om de lige kunne lege lidt.

Hun havde en leg, som hun kaldte banke, banke, bøf.

De skulle sidde i en rundkreds, så var der en, der skulle gå rundt udvendig af rundkredsen. Vedkommende skulle banke de andre blidt på skulderen. Så når der blev sagt bøf, skulle den der fik bøf slaget skynde sig og løbe indvendig rundt i rundkredsen, og den der kom først tilbage, og satte sig ned på den ledige plads havde vundet, og den der kom sidst, skulle så gå rundt og sige banke, banke bøf.

Pludselig spurgte hun, om de vidste, hvor man fik kødet til en bøf fra.

Anton fra klassen vidste svaret. Det er oksekød og kommer fra en okse.

Det er rigtigt, sagde Sussi, men kød der kommer fra en ko, kalder man også oksekød.

Ved I, hvad man mere kan bruge koen til, spurgte hun.

Hun fortalte at huden var det, vi også kalder læder. Det bruges til at lave sko, tasker, punge, jakker, møbler og mange andre ting af. Hale hår fra koen kunne bruges til at lave pensler osv. osv.

Efter pausen skulle de nu over at besøge køerne.

Køerne boede i en stald for sig selv. Sussi sagde, at de alle var på arbejde. Hele deres liv fra kalv til kvie til de fik deres første kalv, havde de haft gratis husleje og gratis mad. De havde fået det hele serveret, men nu skulle de så til at betale for at bo i stalden. De fik stadig al maden serveret. Deres senge blev redt hver dag, men nu skulle de så give mælk tilbage til landmanden.

Det er mælken, landmanden kan sælge og dermed få penge til at betale med.

Der er mange ting at betale.

Han skal også gerne tjene så mange penge, at vi kan få løn, os der arbejder her, sagde Sussi.

Vi går jo ikke ud på arbejde andre steder, vores arbejde er her på gården.

Det lød lidt indviklet, så der blev ikke sagt så meget mere om dette.

En af de andre piger, havde fået øje på en ko, der lige lavede en ordentlig kokasse.

Det var spændende, hold da ferie, det sagde plask og det var en mega stor kokasse.

Alle børnene fnisede, den stod bare midt i det hele og var total ligeglad med, om de så på.

Kommer der noget ind, skal der også noget ud igen, sagde Sussi.

Hun spurgte os, om vi vidste hvor meget en ko spiste og drak i et døgn.

Det vidste vi ikke, men vi gættede på en spand vand og lidt foder.

Normalt drikker en ko 100 liter vand og spiser 60 kg foder pr. dag.

Til gengæld får landmanden så ca. 35 liter mælk og 65 kg gylle tilbage retur hver dag.

Sussi spurgte om vi vidste, hvad gylle skulle bruges til.

Victor rakte med det samme en hånd i vejret.

Det skal køres ud på marken med en stor gyllevogn og en John Deer traktor…sagde Victor.

Godt gået Victor, sagde Sussi. Gyllen skal ned i jorden, så de nye planter har noget at leve af.

Man kan godt sige, at det er planternes spisekammer, så skal der også komme lidt regn engang i mellem så planterne får noget at drikke.

Der er en ting mere, som er meget meget vigtigt, for at planterne kan gro.

Ved I hvad det er ?? spurgte Sussi

De så alle på hinanden, men der var ingen der vidste det.

Kig op på himlen, hvad er det, der er så vigtigt for alt her i verden, både mennesker, dyr og planter ??

Det er solen. Solen skal give os alle lys og varme. Vi kan ikke leve uden den.

 

 

Man kan malke en ko på mange måder, her ved Sussi blev køerne malket med robotter.

Det var en maskine, som helt af sig selv vaskede køernes patter og så senere kunne finde ud af, hvor disse sugeting skulle sættes på. Køerne kunne selv bestemme, hvornår de ville malkes og hvor ofte.

Så kunne man se mælken komme ud, og blive ført ind i køletanken. Køletanken var en stor beholder, hvor en stor lastbil så kom og hentede mælken og kørte det til et mejeri.

Det var vildt spændende og Victor var helt opslugt af robotten. Koen fik noget at spise imens og den kiggede ud på os. Emilie syntes, at det måtte kildre helt vildt, når disse børster vaskede koens patter.

Hun var selv meget kilden. Det skete sommetider at hendes storesøster fik en skør ide med at de skulle kildre hinanden, og det endte altid med at Emilie grinede så meget, at hun slet ikke kunne sige noget.

Da de havde set et par køer blive malket, var der kun en stald tilbage, som de ikke havde set.

Det var her de højgravide køer gik. Sussi sagde, at hun lige ville gå derind selv. Hun vidste, at der muligvis var en ko, som var meget tæt på kælvning.

Hun kom tilbage og sagde, at hvis vi kunne være musestille, så kunne vi få lov til at se en fødsel.

Vi måtte ikke forstyrre koen. Vi listede ind og her lå koen så i en boks og pustede.

Der var en stor vand bobbel at se bagpå. Prøv og se godt på koen, hviskede Sussi.

Hun får veer og så er der en pause. Hver gang hun har en ve kommer kalven længere ud.

Emilie kunne ikke se nogen kalv. Hvad mente hun….

Men ved næste ve sprang den mærkelige bobbel og nu kunne man ane to ben.

De små klove vendte opad, så ligger kalven rigtig, sagde Sussi.

Der gik kun få øjeblikke, så kunne man se snuden og tungen. Børnene stod total musestille. De var som fanget i dette store øjeblik.

Koen fik flere veer og var lige op at stå for at ligge sig igen. En- to- tre, så var kalven ude og koen rejste med det samme og begyndte kærligt at slikke sin nyfødte kalv.

Kalven rystede på hovedet, og hostede en gang og så blev den kærlig skubbet og slikket af sin mor.

Der gik ikke mange minutter, så var kalven allerede i gang med at komme op og stå.

Den baksede op og ned og kunne slet ikke styre hoved og ben. Den ene gang gik den lige på næsen og alle børnene kunne ikke lade være med at fnise. Det var som at se Bambi på glatis.

Men før der var gået 10 minutter var kalven på benene og det første den søgte efter var koens yver.

Peter fra klassen spurgte Sussi, hvordan den kunne vide, at det var her mælken var.

Prøv at se godt efter, sagde Sussi.

Kan I se at der drypper en smule mælk fra koens patter ???

Det kan kalven lugte. Den går efter lugten og finder patterne. At den så skal sutte, som kalvene gjorde da I var ovre ved de små igloer, det er en medfødt refleks.

Kan I se, nu har vi sluttet ringen.

Vi startede ved de små kalve, som var nyfødte og nu slutter vi ved koen, der lige har født.

Sussi roste dem, for at have været så stille.

Men det havde børnene slet ikke tænkt på. De var fanget i denne magiske øjeblik, de lige havde oplevet.

 

Skal vi ikke lige se, om det er en dreng eller pige, foreslog Sussi.

Hun gik over for at se, om det var en tyr eller en kvie.

Det var en kviekalv. Kalven får et nummer, som følger hende alle dage. Det er lige som os mennesker, der har et personnummer.

Hvis alt går godt med denne lille kviekalv, så vil hun selv få en kalv om 2 år.

I har lige set, hvordan hun vil komme rundt i staldene de næste to år.

Nu havde de set alle dyrene, men ikke hele gården.

Der var lige en traktor og en stor vogn ovre ved nogle store bakker.

Victor insisterede på at de skulle derover.

Da de kom over til bakkerne, fortalte Sussi at det var foder til dyrene.

Der er majs i den ene og græs i den anden.

Det bliver så blandet oppe i denne store vogn og kørt foran køerne, så de kan spise det.

Det var noget af et spisekammer. Victor og de andre drenge gik en tur rundt om den store traktor.

Det var mærkeligt, at stå helt inde på siden af den og kigge op. Den var mega stor.

Lige som ensilage stakkende.

 

De gik over til bænkene igen, hvor de var starter med madpakkerne.

Det havde været et spændende besøg, og Sussi var utrolig god til at fortælle om dyrene og arbejdet på gården.

Nu skulle de hjem igen.

De skulle heldigvis ikke med toget hjem. De blev hentet af deres forældre.

Emilie og Victor skulle køre sammen hjem. Victor’s far havde ikke fri fra arbejde endnu, så han måtte blive hos Emilie indtil hans far kunne hente ham.

De vinkede farvel til Sussi og kørte hjemad, i bilen fortalte de i munden på hinanden, hvad de havde set og oplevet.

Da de kom hjem gik de ud på terrassen, i det dejligste solskinsvejr.

Mor sagde Emilie, kan vi ikke få et glas mælk serveret lige som de små kalve på gården??

Men vi vil gerne have det koldt.

Nu vidste de i hvert fald alt om, hvordan man fik mælk og kød.

I morgen skulle de alle samles igen i klassen og snakke om Sussi og gårdens dyr i skolen.

Men først skulle deres egen lille familie høre om alt det de havde oplevet….